I en leder (21.3.) konkluderer Politiken, at Danmark skal sige ja til Putin og Merkels ønske om en yderligere gasledning (Nord Stream 2) gennem dansk territorium i Østersøen. Og Merkel skal så være garanten for, at Putin ikke bruger den ny gasledning til at genere andre lande, herunder de baltiske og Ukraine.
Det lyder jo smukt, men er hun nu også den rette til det? Med Nord Stream 2 vil Merkel sammen med Putin få fuld kontrol over distributionen af gas i Central- og Vesteuropa. Som hun selv har udtrykt det, anser hun hele rørføringen for et privatøkonomisk foretagende i tysk interesse. Og hvem skulle egentlig forhindre Putin i at lukke for de eksisterende rørledninger gennem Ukraine? Ingen kan hindre det.

