Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Per Marquard Otzen  (arkiv)/per.marquard.otzen@pol.dk
Tegning:: Per Marquard Otzen (arkiv)/per.marquard.otzen@pol.dk
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Signatur: »Du dør ikke ensom i Etiopien«

Den rebelske kirurg Erik Erichsen har noget at sige om Afrika og Skandinavien.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Af alle de utrolige mennesker, der har sunget morgensang på min højskole i den forløbne uge med filmfestivalen CPH:DOX, var den svensk-danske kirurg Erik Erichsen nok den mest utrolige.

Han er hovedperson i filmen ’The Rebel Surgeon’, og jeg skal sent glemme hverken den rebelske læge eller de klip af filmen, som instruktøren Erik Gandini viste. Uha, de to Eriker havde noget at sige om det skandinaviske samfund og sundhedssystem – og det etiopiske. Det er vist os, der skal lære af dem, ikke omvendt.

Som læge på danske og svenske hospitaler brugte Erik Erichsen langt det meste af sin tid på bureaukrati, rapportering, registrering, evaluering. Han anslår selv, at han højst tyve procent af tiden arbejdede som læge og resten af tiden som tvangsudskrevet bureaukrat foran computeren. Et simpelt benbrud med en simpel behandling, som det måtte klø i fingrene på enhver ortopæd for at få gjort noget ved, skal først registreres, rubriceres, defineres, dokumenteres, kategoriseres. Og alt er dyrt, helt ubegribeligt, fantastisk, rablende bekosteligt. Hundredtusindvis af kroner for små, simple remedier, som burde koste en femmer.

Erik Erichsen gav op mod det skandinaviske bureaukrati og drog til Etiopien, hvor han arbejdede som kirurg på et felthospital. Her måtte han klare sig med en billig boremaskine, plasticstrips, cykeleger og fiskesnører, og hvad der ellers kunne findes på det lokale marked.

En vild og central scene i filmen viser en ung mand, som kommer ind på hospitalet med et enormt spyd tværs gennem maven. Doktor Eriksen får skaffet en sav, skåret det tommetykke skaft over og trukket spydspidsen ud af manden. Jægeren lever i dag i bedste velgående og går på jagt igen. Under operationen panorerer kameraet rundt i operationsstuen, som i vore øjne ligner en mellemting mellem et køkken og en cykelforretning. Hvad med hygiejnen?

»De bakteriologiske omgivelser i Etiopien er venlige«, siger doktor Erichsen. »I Skandinavien er det livsfarligt at blive opereret på hospitalerne, fordi bakterierne er resistente, og simple operationer ender ofte med voldsomme infektioner og komplicerede efterbehandlinger. I Afrika giver jeg en enkelt indsprøjtning med basal antibiotika, og der er sjældent brug for mere. Folk kommer sig!«.

Filmens indledning er et citat af kirurgiens fader, Ambrosius Paré (1510-1595): »Jeg skærer, Gud helbreder«. Doktor Erichsen, som for resten spillede trompet til vores morgensamling i torsdags, hviler i verden på en måde, som har at gøre med betydeligt mere end lægevidenskab. Hans beundring for etiopiernes personlige mod, deres fællesskab, deres kultur og historie, er smittende:

»Du dør ikke alene i Etiopien. Når vi ved om en patient, at han er uhelbredeligt syg, så siger vi til ham, at han skal gå hjem og dø. Han samler familie og venner om sig og dør midt i fællesskabet«.

Erichsen er endnu mere taknemmelig og føler, at han bliver belønnet med en rigdom, han aldrig ville komme i nærheden af i Skandinavien

Som en kontrast til dette udsagn viser filmen en scene med doktor Erichsens kone, Sennait, som har afrikansk baggrund og i Sverige arbejder som hjemmehjælper. Hun besøger en ældre svensk mand, som får sin medicin, får den korte snak, der er afmålt tid til, og får et farvel og en god weekend. Tilbage sidder han i sin rullestol, ensom, ensom, ensom i det skandinaviske velfærdssamfund.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En ung pige i filmen om ’Den rebelske kirurg’ kommer ind på hans hospital med en tunge, som er angrebet af en tumor på størrelse med en håndbold. Doktor Erichsen opererer tungen og tumoren væk og må efterfølgende udsætte pigen for en række kæbe-operationer og plastikkirurgi, der skal genopbygge hendes ansigt. Alt foregår med hjemmelavede remedier hekset sammen af stumper, cykeleger, klemmer, skruer, der kan købes på det lokale marked. »Ikke på noget tidspunkt græd hun«, siger Erichsen, som er fuld af beundring for sine patienters styrke.

Da filmen viser den scene, hvor pigen efter endte operationer og helbredelser, køn og smilende (men stum), vender tilbage til felthospitalet og omfavner doktor Erichsen, er det svært at holde tårerne tilbage. Pigen er taknemmelig, men doktor Erichsen er endnu mere taknemmelig og føler, at han bliver belønnet med en rigdom, han aldrig ville komme i nærheden af i Skandinavien.

»Det er så svært at hjælpe folk i Danmark eller Sverige. De har alting, de kræver ind, de hævder deres rettigheder. I Afrika kan du give et menneske din aflagte skjorte, og den bliver modtaget med stor taknemmelighed«.

Doktor Erichsen har givet etiopierne mere end sin aflagte skjorte, han har givet dem sit arbejde som læge. Det kan han hjemme i Sverige ikke få lov til, eller højst tyve procent af tiden. Alting i Sverige og Danmark er så svært, så tungt, så utaknemmeligt: »Så de virkelige helte er dem, der bliver tilbage i Sverige«, siger den rebelske kirurg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden