Af alle de utrolige mennesker, der har sunget morgensang på min højskole i den forløbne uge med filmfestivalen CPH:DOX, var den svensk-danske kirurg Erik Erichsen nok den mest utrolige.
Han er hovedperson i filmen ’The Rebel Surgeon’, og jeg skal sent glemme hverken den rebelske læge eller de klip af filmen, som instruktøren Erik Gandini viste. Uha, de to Eriker havde noget at sige om det skandinaviske samfund og sundhedssystem – og det etiopiske. Det er vist os, der skal lære af dem, ikke omvendt.
Som læge på danske og svenske hospitaler brugte Erik Erichsen langt det meste af sin tid på bureaukrati, rapportering, registrering, evaluering. Han anslår selv, at han højst tyve procent af tiden arbejdede som læge og resten af tiden som tvangsudskrevet bureaukrat foran computeren. Et simpelt benbrud med en simpel behandling, som det måtte klø i fingrene på enhver ortopæd for at få gjort noget ved, skal først registreres, rubriceres, defineres, dokumenteres, kategoriseres. Og alt er dyrt, helt ubegribeligt, fantastisk, rablende bekosteligt. Hundredtusindvis af kroner for små, simple remedier, som burde koste en femmer.
Erik Erichsen gav op mod det skandinaviske bureaukrati og drog til Etiopien, hvor han arbejdede som kirurg på et felthospital. Her måtte han klare sig med en billig boremaskine, plasticstrips, cykeleger og fiskesnører, og hvad der ellers kunne findes på det lokale marked.
En vild og central scene i filmen viser en ung mand, som kommer ind på hospitalet med et enormt spyd tværs gennem maven. Doktor Eriksen får skaffet en sav, skåret det tommetykke skaft over og trukket spydspidsen ud af manden. Jægeren lever i dag i bedste velgående og går på jagt igen. Under operationen panorerer kameraet rundt i operationsstuen, som i vore øjne ligner en mellemting mellem et køkken og en cykelforretning. Hvad med hygiejnen?
»De bakteriologiske omgivelser i Etiopien er venlige«, siger doktor Erichsen. »I Skandinavien er det livsfarligt at blive opereret på hospitalerne, fordi bakterierne er resistente, og simple operationer ender ofte med voldsomme infektioner og komplicerede efterbehandlinger. I Afrika giver jeg en enkelt indsprøjtning med basal antibiotika, og der er sjældent brug for mere. Folk kommer sig!«.
Filmens indledning er et citat af kirurgiens fader, Ambrosius Paré (1510-1595): »Jeg skærer, Gud helbreder«. Doktor Erichsen, som for resten spillede trompet til vores morgensamling i torsdags, hviler i verden på en måde, som har at gøre med betydeligt mere end lægevidenskab. Hans beundring for etiopiernes personlige mod, deres fællesskab, deres kultur og historie, er smittende:
»Du dør ikke alene i Etiopien. Når vi ved om en patient, at han er uhelbredeligt syg, så siger vi til ham, at han skal gå hjem og dø. Han samler familie og venner om sig og dør midt i fællesskabet«.
Erichsen er endnu mere taknemmelig og føler, at han bliver belønnet med en rigdom, han aldrig ville komme i nærheden af i Skandinavien
Som en kontrast til dette udsagn viser filmen en scene med doktor Erichsens kone, Sennait, som har afrikansk baggrund og i Sverige arbejder som hjemmehjælper. Hun besøger en ældre svensk mand, som får sin medicin, får den korte snak, der er afmålt tid til, og får et farvel og en god weekend. Tilbage sidder han i sin rullestol, ensom, ensom, ensom i det skandinaviske velfærdssamfund.
Skriv kommentar