Hun er både den første kvinde og den første mindreårige, der står tiltalt for at planlægge terror herhjemme. Hvis anklagemyndigheden får sin vilje, vil hun også være den første mindreårige i danmarkshistorien, der idømmes forvaring, hvilket er en tidsubestemt straf, som tidligere kun er givet til personer, der dømmes for drab, grov vold og seksualforbrydelser.
Den såkaldte Kundby-sag er udtryk for en radikaliseringsdagsorden, der er ved at gå over gevind, og for ti år siden ville det formentlig have været utænkeligt at kræve et stort barn dømt til forvaring for såkaldt soloterrorisme.
