Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Per Marquard Otzen

Tegning: Per Marquard Otzen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Israelere kan ikke gå på vandet

Der bor mennesker i Israel, ganske almindelige mennesker.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mit hebraisk er lidt rustent, men helt væk er det ikke.

Hvad man lærer i det formative år lige efter studentereksamen, sidder godt fast, og jeg tilbragte det år i en kibbutz i Israel. Meget andet sidder også stadig i mig, lyde, dufte og mennesker, men først og fremmest en forelskelse i Mellemøsten.

Mange gange er jeg vendt tilbage til den del af verden, Egypten, Jordan, Syrien, Libanon, Iran, Israel igen og igen. Venner og fjender? Mennesker alle vegne. Ørkener. Sol. Krydderier. Markeder. Mylder. Kaos. Sved. Råb. Bønnekald. Mellemøsten.

Sejren blev til besættelse, besættelsen blev til annektering, og sejren fra 1967 er blevet den største trussel mod Israels eksistens som et land med demokrati og menneskerettigheder

Nu er det så halvtreds år siden, at Israel vandt Junikrigen/Seksdageskrigen i 1967. Enorme landområder, Golanhøjderne, Vestbredden af Jordan, hele Sinaiørkenen blev erobret og besat efter en knusende israelsk sejr over tre overlegne arabiske hære. En sejr, som lagde grunden til et billede af Israel som uovervindeligt og af israelere som en slags supermennesker. Det blev til ulykke for både israelere og palæstinensere.

For israelerne blev 1967 en pyrrhussejr, der kom til at koste dem en del af deres sjæl. For palæstinenserne førte det arabiske nederlag til foreløbig halvtreds års utålelig undertrykkelse.

Havde sejrherrerne dengang (alle husker general Dayan med klappen for øjet) dog bare hurtigt kunnet eller turdet trække hæren tilbage. Men i dag, halvtreds år senere, står de unge israelske soldater stadig ved vejspærringerne på Vestbredden. Og der bliver flere og flere af dem, vejspærringerne, ligesom der bliver flere og flere bosættelser.

Sejren blev til besættelse, besættelsen blev til annektering, og sejren fra 1967 er blevet den største trussel mod Israels eksistens som et land med demokrati og menneskerettigheder. Ad åre bliver de jødiske israelere et mindretal i den jødiske stat, og så kan de ikke fastholde magten uden at miste Israel som et land, hvor mennesker er født frie og lige. Et land, hvor mennesker er mennesker.

Jeg var 18 år gammel, da jeg landede i Tel Aviv i 1975 og pludselig stod på en busstation med en larm, en hede, et menneskemylder og en eksplosiv energi, som jeg ikke anede fandtes i verden. Ramponerede busser kom drønende ind med chauffører i korte bukser og bare tæer i sandaler.

Arabere steg om bord med sække fulde af levende høns, jøder med kalot sad og læste amerikanske bestsellere, kibbutznikker, soldater, unge kvinder i shorts, rynkede kvinder i farvestrålende tekstiler, mænd og kvinder af alle folkeslag og tungemål – sikket leben, der var godt nok langt til lille Danmark. Jeg var vild med det og har været det siden.

Som opvokset i en kristen dansk familie kendte jeg geografien omkring Genesaret Sø betydelig bedre end Jylland, øerne og Bornholm. Og ligesom Jesus kunne gå på vandet, troede jeg egentlig også, at sådan var jøder i al almindelighed. Jeg var opdraget til at se jøder som solbrændte supermennesker, og så sent som i 1967 havde disse mennesker gået på vandet.

Mit formative år gik med at møde nogle af dem en ad gangen og opdage, at de bare var mennesker. Ikke ’jøder’, ikke ’israelere’, slet ikke supermennesker, men noget meget rigere: ’almindelige mennesker’. Nogle af dem blev mine venner for livet, vi følges ad den dag i dag.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sejren i 1967 var allerede seks år senere blevet fulgt af en ny krig, som Israel ikke vandt, men lige akkurat heller ikke tabte. Det var med til at nedbryde de positive fordomme, jeg som 18-årig havde om israelere, at det gik op for mig, hvilke traumer de bar på, de unge soldater fra den krig. Rigtige mennesker.

I Danmark var Israels mest tydelige og talende politiske støtter i mange år især at finde på den politiske venstrefløj. Tænk på Anker Jørgensen. I dag er det omvendt, tænk på Søren Espersen.

Da jeg kom til Israel i 1975, troede jeg, at hele Israel var en kibbutz, hvor man gik omkring i marken med en kæk hat på hovedet og et gevær løst hængende over skulderen. Man dansede folkedans til den lyse morgen, havde ligeløn, dyrkede vandmeloner og dyrkede demokrati, så Karl Marx sang i sin himmel. Godt, det var ikke engang helt løgn, men langsomt gik det alligevel op for den fordomsfulde unge mand fra Danmark, at også politisk fandtes der israelere af alle slags, massevis af højreorienterede og minsandten ikke så få, der ej var Guds bedste børn. Mennesker, kort sagt, ligesom i ethvert andet land.

Vil det nogensinde lykkes at finde freden i Mellemøsten? Det bliver ikke mig, der besvarer det spørgsmål. Israel er i dag et meget, meget mellemøstligt land og samtidig en teknologisk højdespringer på linje med Silicon Valley. Det er der fremtid i. Men Jordandalen sidder de fast i og har gjort det siden 1967. Det er der ikke fremtid i.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden