Andrea Hejlskov: Brun, grå og visnet. Dine børn kommer aldrig til at se koralrevenes farver

 Great Barrier Reef ud for Australien. Snart en saga blot. Det her er i den grad et arkivfoto. Arkivfoto: Queensland Tourism/AP
Great Barrier Reef ud for Australien. Snart en saga blot. Det her er i den grad et arkivfoto. Arkivfoto: Queensland Tourism/AP
Lyt til artiklen

I Australien har de netop konkluderet og offentliggjort, at koralrevene ikke kan reddes i deres nuværende form - det vil sige den form, hvor de har farver. Koralrevene vil dø.
I vores levetid og på vores vagt; koralrevene vil som følge af havets opvarming... forsvinde.

Læs lige ovenstående igen.
Luk øjnene, træk vejret, tænk over det.
Hvis du vil nå at opleve de store koralrev i farver, er det ved at være sent. Dine børn og børnebørn kommer ikke til at leve i en verden, hvor der findes farvestrålende koralrev.

Australiens mageløse koraller blegner dag for dag

Jeg voksede op i nærheden af Limfjorden, hvor de gamle fortalte om dengang, man kunne hive fisk i spandevis op af fjorden. Jeg skulle bare lukke øjnene og forestille mig det. Men når jeg åbnede mine øjne, var det iltsvind og kvælstofsforurening, jeg så. Havbunden lå øde hen, grå og tom, så langt jeg kunne se med mine små børneøjne uden dykkerbriller under vand.



I forbindelse med ARoS-udstillingen 'The Garden- End of Times, Beginning of Times' opførte den tyske kunstner Katharina Grosse et stort værk i mindeparken i Aarhus. Hun malede store områder røde og hvide, hvilket vakte stor opsigt og stor vrede, men Katharina Grosse gjorde ikke noget, som landmændene ikke gør hver dag. Kør bare kør gennem landet, og du vil se det malet helt gult. Oversprøjtet med gul. Ikke en eneste anden farve end gul - rapsgul i lange baner, uendelige arealer af ensfarvet monokultur.

Rødt chok i Aarhus rejser kunstdebat

Landmændene - og når jeg siger 'landmændene', mener jeg ikke den enkelte landmand, for han er nemlig også ved at forsvinde, ligesom koralrevet og de truede dyrearter; nej, jeg mener de store industrilandbrug, der bliver drevet som virksomheder med kun et eneste mål for øje, nemlig vækst i profitten - de landmænd maler Danmark i ensartede farver. Hele tiden.
Jeg synes, Grosses kunstværk stiller spørgsmål omkring størrelsesforhold og skala.
Jeg synes, Grosses kunstværk stiller spørgsmål omkring vores farveforståelse.

Lad mig illustrere: Når du sprøjter round-up i din have, kunne du lige så godt gå rundt med en airbrush-pistol som Grosse, for ligesom hun manipulerer du omgivelserne efter dit eget forgodtbefindende, når du udvælger de farver, du kan lide og udrydder de andre.
Relateret til Grosses kunstværk kunne man indskyde, at farverne rød og hvid virker til at være populære i nationalstaten lige pt.

Eksperter advarer: Vi har mistet 12.000 km2 koralrev om få måneder


Kald det kunst, og alle kommer op i det røde felt, men virkeligheden er, at farverne forsvinder.
Hvide og afblegede sygner koralrevene hen. Gule og kunstige vejrer markerne ensomt i vinden.
Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville ske så hurtigt. I et hjørne af sjælen tvivlede jeg på, at det overhovedet ville ske. Klimaforandringerne.

Nu kigger jeg ud af mit vindue, og bøgetræernes nyudsprungne neongrønne blade er halvejs visne på grund af tørken her, hvor jeg bor. Grundvandsniveauet har aldrig ligget lavere.

Brunt. Gråt. Visnet.

Andrea Hejlskov

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her