Da jeg besøgte teltlejren i Thisted, mødte jeg en syrisk mand, der havde engageret sig politisk mod Assad og var nødt til at flygte. I Syrien havde han sin egen forretning, hvor han fremstillede T-shirts. På asylcentret må han ikke være i beskæftigelse. Enormt mange flygtninge har som han haft erhvervsarbejde. Men de er tvunget ud i passivitet og keder sig grumt.
Vi behandler flygtninge som den syriske mand med stor berøringsangst. Folketinget har gjort det til en af fysikkens love, at flygtninge ikke må arbejde, når de er i asylfasen. Asylfasen er tidsrummet, fra en flygtning bliver indkvarteret på et asylcenter, til der falder en afgørelse om ophold. Det kan vare adskillige år.


