Skal vi åbne fødeklinikker for at afhjælpe kapacitetsproblemerne på de danske fødegange? Mulighederne er ved at blive afsøgt politisk, og vækker stor bekymring hos danske fødselslæger.
Som jordemødre og forskere deler vi lægernes ønske om at bevare den bedst tænkelige sikkerhed og anvendelse af ressourcer på fødselsområdet. Men som specialister i den normale fødsel kan vi samtidig sagtens se potentialet i at gentænke organiseringen af fødslerne i Danmark.
Graviditeter og fødsler med komplikationer skal selvfølgelig følges og behandles på enheder med en høj specialefunktion, hvor der er mulighed for tæt samarbejde på tværs af lægefaglige specialer, f.eks. med børnelæger, narkoselæger eller hjertelæger.
Men sunde og raske kvinder, der forventes at gennemgå ukomplicerede graviditeter og fødsler, behøver ikke at komme ind i et system, der er specialiseret til at varetage komplicerede forløb.
Vi er blevet bange for sygdom og for døden, og vi vil gå meget langt for at forebygge, afhjælpe eller allerhelst undgå begge dele. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget vi er villige til at betale?
Tværtimod er der meget, der tyder på, at det ligefrem er en ugunstig måde at organisere vores fødselshjælp på. Det er ikke alene en dyr løsning at stille med det højst tænkelige beredskab til hver eneste fødsel (om ikke på fødestuen så i kulissen), det er også en dårlig løsning, fordi det skaber en fødselskultur, som er konstitueret af risikotænkning og frygt. Studier har gentagne gange vist, at raske kvinder, der føder på hospitaler, har en øget risiko for unødvendige indgreb i deres fødsel.
Man taler om en ’medikalisering’ af fødsler, som kan forstås som den proces, hvor en normal fase i menneskets liv underlægges sundhedsvæsenets struktur og teknologi.
I praksis betyder det, at fødslen som en ikke-medicinsk tilstand inddrages i et medicinsk klassifikationssystem, og at denne konstruktion kommer til at legitimere medicinsk behandling.
Som eksempel kan nævnes, at vi i Danmark nu sætter op mod hver fjerde fødsel i gang medicinsk, hvilket er en fordobling på de seneste ti år.
Hvorvidt det stærkt øgede antal igangsættelser faktisk har reddet 60-100 børn om året, som det flere gange har været anført af fødselslæger fra Rigshospitalet, er imidlertid stærkt omdiskuteret i den videnskabelige litteratur.
Medikaliseringen er også et udtryk for en risikotænkning, som karakteriserer samfundet generelt. Vi er blevet bange for sygdom og for døden, og vi vil gå meget langt for at forebygge, afhjælpe eller allerhelst undgå begge dele.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget vi er villige til at betale? Dels i kroner og øre, fordi der selvfølgelig er økonomiske udgifter forbundet med at tilbyde behandling til raske personer.
Og dels fra et etisk perspektiv, fordi enhver medicinsk behandling kan medføre alvorlige bivirkninger for både mor og barn.
Skriv kommentar