Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningSkal vi åbne fødeklinikker for at afhjælpe kapacitetsproblemerne på de danske fødegange? Mulighederne er ved at blive afsøgt politisk, og vækker stor bekymring hos danske fødselslæger.
Som jordemødre og forskere deler vi lægernes ønske om at bevare den bedst tænkelige sikkerhed og anvendelse af ressourcer på fødselsområdet. Men som specialister i den normale fødsel kan vi samtidig sagtens se potentialet i at gentænke organiseringen af fødslerne i Danmark.
Graviditeter og fødsler med komplikationer skal selvfølgelig følges og behandles på enheder med en høj specialefunktion, hvor der er mulighed for tæt samarbejde på tværs af lægefaglige specialer, f.eks. med børnelæger, narkoselæger eller hjertelæger.
Men sunde og raske kvinder, der forventes at gennemgå ukomplicerede graviditeter og fødsler, behøver ikke at komme ind i et system, der er specialiseret til at varetage komplicerede forløb.
Vi er blevet bange for sygdom og for døden, og vi vil gå meget langt for at forebygge, afhjælpe eller allerhelst undgå begge dele. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget vi er villige til at betale?
Tværtimod er der meget, der tyder på, at det ligefrem er en ugunstig måde at organisere vores fødselshjælp på. Det er ikke alene en dyr løsning at stille med det højst tænkelige beredskab til hver eneste fødsel (om ikke på fødestuen så i kulissen), det er også en dårlig løsning, fordi det skaber en fødselskultur, som er konstitueret af risikotænkning og frygt. Studier har gentagne gange vist, at raske kvinder, der føder på hospitaler, har en øget risiko for unødvendige indgreb i deres fødsel.
Man taler om en ’medikalisering’ af fødsler, som kan forstås som den proces, hvor en normal fase i menneskets liv underlægges sundhedsvæsenets struktur og teknologi.
I praksis betyder det, at fødslen som en ikke-medicinsk tilstand inddrages i et medicinsk klassifikationssystem, og at denne konstruktion kommer til at legitimere medicinsk behandling.
Som eksempel kan nævnes, at vi i Danmark nu sætter op mod hver fjerde fødsel i gang medicinsk, hvilket er en fordobling på de seneste ti år.
Hvorvidt det stærkt øgede antal igangsættelser faktisk har reddet 60-100 børn om året, som det flere gange har været anført af fødselslæger fra Rigshospitalet, er imidlertid stærkt omdiskuteret i den videnskabelige litteratur.
Medikaliseringen er også et udtryk for en risikotænkning, som karakteriserer samfundet generelt. Vi er blevet bange for sygdom og for døden, og vi vil gå meget langt for at forebygge, afhjælpe eller allerhelst undgå begge dele.
Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget vi er villige til at betale? Dels i kroner og øre, fordi der selvfølgelig er økonomiske udgifter forbundet med at tilbyde behandling til raske personer.
Og dels fra et etisk perspektiv, fordi enhver medicinsk behandling kan medføre alvorlige bivirkninger for både mor og barn.
Når frygten råder, bliver beslutninger ikke altid truffet på det bedst mulige grundlag. Frygten er ikke kun patientens eller de pårørendes, frygten er i høj grad også de sundhedsprofessionelles.
Ingen læge eller jordemoder kan bære at overse noget, at undlade at handle eller at fejlkategorisere en sygelig tilstand som noget normalt og ufarligt. Men frygten for, at noget går galt eller bliver overset, kan imidlertid blive så dominerende, at den kommer til at påvirke dømmekraft og handling.
Man taler om ’defensiv medicin’, når der udføres diagnostik eller behandling, som enten ikke er sundhedsfagligt påkrævet, eller som af relevante prioriteringsmæssige årsager ikke burde udføres.
Defensiv medicin er som udgangspunkt uhensigtsmæssig, fordi den kan være direkte skadelig for patienten, og fordi der er tale om et ubegrundet forbrug af ressourcer.
Risikovurderinger og dermed også prioriteringer i et økonomisk presset sundhedsvæsen, er baseret på andre faktorer end videnskabelig evidens alene, og vi må forholde os til, i hvor høj grad vi skal lade os styre af frygt i vores tilgang til fødsler og vores modtagelse af de kommende generationer.
Skriv kommentar