»Selv om du er sygeplejerske eller folkeskolelærer, kan du sagtens lægge penge til side, som du kan investere og få til at arbejde for dig. Det kan alle finde ud af, det handler kun om indstillingen til din økonomi. Men mange kvinder tillægger investering nogle negative værdier, og det er vigtigt at ændre det billede. Vi snyder os selv for rigtig mange penge, som vi kunne bruge på at gøre noget godt for familien og for vores eget liv nu og i alderdommen«.
Fremtidsforsker Louise Fredbo-Nielsen har selv for nylig opdaget, at der åbner sig mange muligheder – og en personlig tilfredsstillelse – hvis man ikke bruger hver en krone på kontoen hver måned, men sparer nogle af dem op og får dem til at kaste nye penge af sig via eksempelvis aktier, obligationer eller fast ejendom.

