»Som forsker er jeg ude i mange daginstitutioner. Når jeg her ser et barn gå rundt hele dagen uden at kommunikere med nogen, er det hjerteskærende. Og når jeg ser børn sidde og vente på far og mor kl. 15 med den sidste pædagog, mens alle stolene er sat op på bordene, tænker jeg: ’Det kan vi bare ikke være bekendt’. I værste fald tager børnene skade i deres udvikling over ikke at være sammen med tilstrækkeligt mange voksne i institutionerne«.
Sådan lyder det fra psykologen Grethe Kragh-Müller, der er lektor i psykologi på DPU og i mange år har forsket i, hvad der sker, når børn kommer i institution.


