Det skorter ikke på ambitioner for udviklingen af kunstig intelligens. I januar hævdede Googles administrerende direktør, Sundar Pichai, i et interview, at kunstig intelligens er »mere revolutionerende end, hvad skal jeg sige, elektriciteten eller ilden«.
Den udvikling, vi ser i det daglige, er dog af noget mere prosaisk karakter. I forrige uge stod Sundar Pichai på scenen foran et begejstret publikum og fremviste stolt en video, hvor et nyt Google-program, Google Duplex, foretog en telefonopringning og bestilte tid hos en frisør. Programmet udførte opgaven så godt, at et menneske i den anden ende af linjen ikke nærede nogen mistanke om, at det var en computer, hun talte med.
