I Danmark er vi fælles om at tage vare på hinanden, når sygdom rammer. Med et stærkt offentligt sundhedsvæsen sørger vi for, at alle har let adgang til behandling, hvis vi bliver syge«.
Sådan indleder regeringen sit sundhedsudspil, som blev præsenteret 16. januar, og det er unægtelig vidunderligt, at man uden at skulle til lommerne kan blive behandlet hurtigt og kompetent, hvis man for eksempel skulle vælte på cyklen og brække kravebenet. Mindre vidunderligt er det imidlertid, hvis man falder en smule anderledes og i stedet slår halvdelen af overmunden ud mod en fortovskant. Så hjælper hverken bønner eller sang, og man må betale hele herligheden selv. Dermed afhænger det af den uheldige cyklists solvens, om han kan bekoste et anstændigt nyt smil eller skamfuldt må skjule det hullede stakit resten af livet.
