Asta Bakfeldt er 20 år og har været med i De Grønne Pigespejdere siden 2007. Hun bor i København, holder sabbatår og sparer op til at rejse og tage på højskole.
Den mest værdifulde erfaring, jeg har med mig fra livet som spejder, er, at alle har værdi, og alle har noget at bidrage med. Det at indgå i et rummeligt og forpligtende fællesskab giver mig en ro, og jeg er taknemmelig for at være en del af en bevægelse, hvor den tidstypiske præstationskultur og individualisering ikke hersker. Mit ønske for Danmark er, at den kultur og følelsen af frirum, den skaber, kan få lov at eksistere uden for spejderfællesskabet, at der i højere grad end nu vil blive udvist samfundssind.



