0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dorte Hygum: Jeg går helhjertet ind for, at der skal være tid og plads til dagdrømmeri i børneinstitutioner, skoleklasser og på arbejdspladser

Engang ville jeg gerne være et andet menneske med en anden fortid og en lys fremtid. Virkeligheden er blevet noget nemmere, efter at jeg holdt med at flygte fra den.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Foto: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en rigtig dansk sommerdag, hvor børn får is og brune knæ, fugle bliver dovne af sol og bær, og fluer undviger og summer videre i varmen, når jeg prøver at klaske dem med det, jeg har ved hånden.

Det er nok, det jeg har ved hånden. Det hele er, som det skal være, lige nu, lige her.

Kaster jeg et langt blik bagud, kan jeg sagtens få øje på en rummelig fantasikuffert med ting, jeg burde og kunne have gjort, men aldrig fik udført. Ligesom jeg kan se en stor, imaginær kasse påklistret mærkatet ’fortidens fejl’. Det hænder jævnligt, at jeg løfter på låget til den ene eller den anden type af bagage. Så kigger jeg noget af indholdet igennem, forsoner mig så nogenlunde med det og forundres over, at jeg stadig kan bære kufferten og kassen, selv om mængden af forsømmelser og fejl vokser med tiden.

Derimod sker det ikke længere så ofte, at jeg ser på bagagen med den hårde fordømmelse og foragt, jeg følte for den engang.

Dengang drømte jeg meget af tiden om at være en anden, et andet sted. Jeg ønskede at kunne bære en hat med samme skøre stolthed, som Diane Keaton går med sin i Woody Allens film ’Mig og Annie’, eller jeg ville være en mand i stand til at beholde alle følelserne inden for tøjet og udrustet med et ansigt så urokkeligt som Clint Eastwoods. Tit ville jeg gerne have haft en anden uddannelse, et andet hus, en anden sofa og et andet ægteskab end det, jeg havde fået. Og jeg ønskede hårdt, at jeg kunne ændre fortiden i stedet for at skulle slæbe på den.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter