Med sin spektakulære aktion for at redde Bolivias afsatte præsident, Evo Morales, trådte Mexico denne uge i karakter som Latinamerikas storebror.
Det har ellers ikke ligget i kortene, at Mexicos relativt nye præsident, Andrés Manuel López Obrador, med kælenavnet Amlo, ville gøre sig gældende på det udenrigspolitiske område. Hidtil har præsidenten afholdt sig for at blande sig i regionale konflikter, selv i Venezuela, og Amlo har ikke en eneste gang været uden for Mexicos grænser, siden han tiltrådte for knapt et år siden.
