Mens stort set hele verden har valgt at lukke ned for at mindske coronavirussens muligheder for at brede sig, har Sverige valgt sin helt egen kurs og lader i vid udstrækning livet fortsætte, som om intet var hændt.
Den svenske coronastrategi er lagt af statsepidemiolog Anders Tegnell og hans medarbejdere i Folkhälsomyndigheten (det svenske svar på Sundhedsstyrelsen, red.) og er således udelukkende sundhedsfagligt funderet, mens Danmarks strategi er udarbejdet af regeringen i samråd med relevante fagfolk og bygger på en skønsom blanding af politiske og sundhedsfaglige hensyn.



