De amerikanske vælgere, som om en lille måneds tid får afgørende indflydelse på supermagtens næste fire år, bør gøre følgende tankeeksperiment: Prøv at se bort fra de traditionelle emner som beskæftigelse og skat og spørg jer selv, hvor mange af jeres medborgere der ville have overlevet covid-19-pandemien, hvis den øverstkommanderende i Det Hvide Hus havde været en normal præsident. Normal i betydningen gennemsnitlig.
Under den tv-debat, som på skræmmende vis demonstrerede forfaldet i landets politiske kultur, blev vi mindet om den milepæl, USA netop har passeret: 200.000 dødsofre for covid-19. Hvis en Joe Biden havde stået i spidsen for nationen, ville tallet have været flere millioner, lød det hidsigt fra Donald Trump. Den må vælgerne så fordøje.

