Den verdensberømte historieprofessor, Timothy Snyder fra Yale Universitet fejrede ikke nytårsaften sidste år. Faktisk var han ved slet ikke at komme med ind i 2020. Han kæmpede for sit liv på en intensivafdeling på et hospital i den amerikanske by New Haven. En byld i leveren på størrelse med en baseball havde givet ham blodforgiftning. Kroppen truede med at give op.
I ugevis havde han forsøgt at råbe lægerne op, men når han endelig så en læge, så hun ikke på ham. Det eneste, han med sikkerhed kunne stole på, var, at strømmen af regninger fra hospitalets bogholdere kun tog til.
