Kort før nytår blev Amanda Gorman kontaktet af Jill Biden. Hun bad den unge amerikanske digter foredrage en tekst ved sin mand, Joe Bidens, indsættelsesceremoni 20. januar. Da havde Donald Trump allerede brugt det meste af 2020 på at sabotere brevstemmer og stemple valgresultatet 3. november som svindel. Alt sammen for at hindre, at de, der i den surrealistiske amerikanske befolkningsstatistik ikke regnes for kridhvide, skulle majorisere hans republikanske vælgere. Det var, som vi så, meget langt fra sultens slavehær, der 6. januar stormede Capitol Hill.
Det racistiske kupforsøg gav Gormans digt den kant, der gør det uforglemmeligt. Sine steder har smagsdommere her i Europa haft kvaler med at værdsætte et digt, hvis vers til gengæld må have ætset sig ind i bevidstheden hos dem, det er skrevet til. New York Times’ litteraturkritiker Dwight Garner havde det et øjeblik, som fik han en blodtransfusion.
