Hykleriet hos tobaksfirmaerne vil åbenbart ingen ende tage. Direktør for tobaksproducenterne Tine Marie Andersen fremhæver i et debatindlæg her i Politiken, at det ikke er påvist, at den snus, der sælges i Norden, kan give kræft i bugspytkirtlen, spiserøret og mundhulen.
Nej, det er ikke påvist. Endnu. For den slags tager lang tid at påvise, og mens vi venter, så stiger andelen af gymnasieelever, især drenge, der anvender snus, markant. Fra knap 2 procent i 2014 til godt 11 procent sidste år, viser tal fra Syddansk Universitet. Det er stærkt bekymrende.
