Mette Frederiksen (S) og Mathias Tesfayes(S) munde flyder i en kommentar i Berlingske om statsborgerskab 9. februar 2021 over med ord som »tillid« »fællesskab« og »ansvar«, »demokrati, frihed og deltagelse«. Men hvis vi fjerner skummet og den fine indpakning, så står der diskrimination og opgør med endnu et af retsstatens principper tilbage. Man ønsker at gøre op med de internationale konventioner, som man synes har nogle »snævre rammer«.
Noget andet, man ønsker at gøre op med, er et af de mest almindelige retsprincipper, vi har. Nemlig det, at afgørelser er endelige. Altså afgørelser fra staten eller forvaltningen. Det være sig om førtidspension eller statsborgerskab.
