Verden befinder sig i en demokratisk retræte, og autokratierne er på fremmarch, konkluderer organisationen Freedom House i sin nyligt publicerede statusrapport. Myanmar, det tidligere Burma, er det seneste skræmmende eksempel på, at et demokratisk eksperiment lider skibbrud. Hvad er generalernes plan?
Da Myanmars militær skrev landets forfatning i 2008 og sikrede sig kontrollen med fremtidige ændringer ved at besætte 25 procent af pladserne i parlamentet uden valg, glemte de at sikre sig kontrollen med valgkommissionen. Officereliten forsøgte at få ændret resultatet af valget i 2020, der blev vundet stort af civile politikere, og krævede en undersøgelse af påståede falske navne på valglisterne.

