Som feminist har jeg gennem årene følt mig frustreret, vred, skuffet og indigneret, men aldrig som nu: demotiveret. Det fællesskab, jeg har elsket og fundet trøst og støtte i, lider under en splittelse, der bunder i en debat så fuld af myter, sårede følelser og misforståelser, at det ærlig talt undrer mig, at det ikke er gået værre.
Dette er et opråb og en opfordring til at tale sammen. Jeg vil forsøge at starte.
For en del år siden stiftede jeg bekendtskab med det, der er kendt som intersektionel feminisme. Og jeg var vild med det. Tanken om, at man systematisk tænker forskellige undertrykkelsesformer sammen og på den måde skaber et billede af en persons samlede belastning, virkede som et intelligent værktøj til at sprede viden og opmærksomhed omkring de undertrykkelsesmekanismer, der er i spil i samfundet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Bliv en del af fællesskabet på Politiken
Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Prøv nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
Skriv kommentar