Store kriser skaber som regel store kulturelle forandringer. Som pesten, der skulle vise sig at bane vejen for social opstigning og oplysning i Europa. Hvordan tilværelsen i Danmark bliver ændret af coronaen, ved vi først om lang tid, men det er ikke for tidligt at pege på nogle første tydelige tegn, og de viser, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Helt grundlæggende har coronaen fungeret som en gigantisk shitdetektor. Hele verden blev kastet ud i et eksperiment, som vi endnu ikke kender udgangen på, hvis der da er en. Men selv om vi langtfra er færdige med pandemien, er det i Danmark efterhånden lykkedes at trække tænderne så grundigt ud på covid-19, at det ser ud til at vi kan kontrollere sygdommen så meget, at vi kan begynde at tænke over livet på den anden side af den. Det er der mange, der for længst har gjort. De påtvungne ændringer af arbejds- og skoleliv i kombination med de manglende muligheder for selskabelig og kulturel fornøjelse har været en kæmpe øjenåbner. Hvad er væsentligt i vores liv? Hvem og hvad har du savnet?
