Mens USA’s præsident, Joe Biden, under stor bevågenhed krydsede Atlanten for at besøge Europa, lod hans vicepræsident, Kamala Harris, samtidig og langt mere ubemærket sin første embedsrejse gå til Mellemamerika. Hendes mission var at standse migrationen mod USA. Intet mindre.
Hundredtusindvis af mellemamerikanere er de senere år brudt op fra Guatemala, El Salvador og Honduras og har sat kursen mod USA på flugt fra vold, fattigdom, klimaforandringer og mangel på muligheder. Hverken Barack Obamas hjælpepakker til regionen eller Donald Trumps trusler og sanktioner har stoppet migranterne, så nu skal der nytænkes. Harris har fået, hvad der svarer til 24 mia. kr. til at overbevise folk om, at de skal blive hjemme.