Min mand og jeg deler Coop-kort. Det vil sige, at hver gang vi køber noget i en af Coops butikker, samler vi rabat.
Jeg har ikke set mit eget Coop-kort i årevis, men da det er registreret under min mands telefonnummer, kan jeg bare rable det nummer af mig, når jeg står ved kassen, og så bliver mit indkøb registreret. Det er især smart, fordi min mand har et telefonnummer, der er så let, at folk trækker på smilebåndet, når de hører det. Det lyder som noget fra en reklame, og det bliver altid kommenteret af den person, der står ved kassen. Senest af min lokale Irma-mand, som sagde: »Nååå, nu kan jeg huske dig. Det er dig med det gode telefonnummer«.
