Forbrugerpriserne i USA er steget med 4,4 procent i løbet af de seneste 6 måneder. Det svarer til en årlig inflation på næsten 9 procent, hvilket nærmest ligner situationen i 1970’erne. Og det skorter ikke på stemmer, der advarer om, at stagflationen er tilbage – altså endnu en omgang med høj inflation og lav vækst.
Men de mennesker, der har redskaberne til at gøre noget ved det – først og fremmest Jerome Powell, chef for den amerikanske centralbank – tager det forholdsvis roligt. De fastholder, at der blot er tale om et forbigående udsving, der er drevet af omvæltningerne i forbindelse med USA’s genkomst efter pandemien.


