I dag er det kun obligatorisk for kommuner at tilbyde modersmålsundervisning til tosprogede børn, hvis deres forældre kommer fra et EU/EØS-land. Til gengæld er kravene til danskkundskaber skærpet for børn i udsatte boligområder. Her skal alle børn i 0. klasse op til en obligatorisk sprogprøve, og består de ikke prøven efter tre eller fire forsøg, må de gå skoleåret om.
Det kan i sig selv være stigmatiserende at skulle gå et år om, fordi man dumpede en test. Og det er et åbent spørgsmål, om det er den bedste vej at gå, hvis man ønsker at give tosprogede elever de bedste forudsætninger for at klare sig godt i skolen. Til gengæld peger vores nyeste forskning på, at det kan være med til at forbedre tosprogede elevers læsefærdigheder markant, hvis eleverne får et tilbud om modersmålsundervisning, som inddrager deres sproglige og kulturelle baggrund som en ressource. Forskningsresultaterne er netop publiceret i tidsskriftet Nature Human Behaviour.
