Når Enhedslistens stemmesluger, Line Barfod, 1. januar kan bestige tronen som Københavns teknik- og miljøborgmester, håber jeg, at hun har allieret sig med et team af rådgivere, der har æstetisk sans.
I løbet af valgkampen har Barfod slået til lyd for, at hele middelalderbyen skal gøres bilfri og anbefalet, at mindst en tredjedel af byens parkeringspladser bliver nedlagt. Hun har også talt dunder imod byggeri på Amager Fælled og etablering af Lynetteholm, men hun har ikke sagt, hvordan hun synes, byen skal se ud. Altså helt fysisk. Og det er derfor, jeg håber, hun har nogle gode rådgivere, og at hun sørger for at arbejde tæt sammen med stadsarkitekten, som traditionelt har spillet en stor rolle i hovedstaden, men desværre har mistet magt i løbet af det seneste årti.
