Klokken 23 på fredag vil jeg stå og glane ud ad vinduet. I anledning af nytåret vil Tivoli i København nemlig skyde det nye år ind med et brag af et fyrværkeri en time før alle andre. Efter sigende vil det blive så stort, at man kan se det på lang afstand, så folk i store dele af København vil kunne få glæde af det store show.
Jeg er ikke den store fan af fyrværkeri, især ikke når det er i hænderne på private, men Tivolis fyrværkeri har noget helt særligt over sig. Det er velkomponeret, det er overraskende og det er tilrettelagt på en måde, så det hurtigt er overstået.

