Hvad hjælper det, at Europa udstyres med et kraftigt forsvar, hvis det samtidig sker med en forringelse af levefoden, der vil få den indenlandske kommunisme til at vokse? Hvad hjælper det at have et forsvar, der kan holde kommunismen borte fra hovedtrappen, hvis den så til gengæld kommer snigende op ad bagtrappen?«.
Sådan spurgte socialdemokraten og senere statsminister Jens Otto Krag sig selv i 1952, da debatten rasede i efterkrigstidens Nato-lande om, hvordan man skulle finansiere behovet for et stærkere forsvar mod Sovjetunionens totalitære kommunisme og anti-demokratiske jerntæppe, der sænkede sig over Europa. Danmark, der selv havde oplevet Sovjetunionens rå magt på Bornholm, havde et par år forinden truffet det rigtige valg og meldt sig ind i Nato.
