Det er en af de mest opsigtsvækkende politiske skandalesager i mange år. Og skandalen er langtfra slut.
Fem personer er sigtet efter paragraf 109 for at røbe statshemmeligheder og risikerer op til 12 års fængsel. Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og FE-chef Lars Findsen er blandt de sigtede. Findsen nåede ovenikøbet at sidde i varetægtsfængsel i 70 dage. Det begynder at ligne en skandale, som uanset det endelige udfald ender skidt for alle: For forsvaret, for regeringen, for de anklagede, for Danmark og for demokratiet og retsstaten.

