I demokratierne er ytringsfriheden og pressefriheden en evig kilde til bøvl for efterretningsfolk og sikkerhedstjenesten. Ikke desto mindre er deres hovedopgave at forsvare det demokrati, hvori disse friheder udgør nogle af hjørnestenene.
Et endnu værre dilemma opstår, hvis staten selv begår ulovlige overgreb mod borgerne eller krigsforbrydelser. Den slags forbrydelser er ganske vist altid hemmeligstemplede. Men så er der jo risikoen for, at kolleger bliver grebet af demokratiske anfægtelser og informerer nogle mere end villige journalister på store og dermed uangribelige medier.

