Sekunder efter at tirsdagens nyhed om, at Coop lukker Irma, breakede, begyndte de sociale medier, især Twitters mere eller mindre lukkede cirkler, at ulme. Sidst på dagen var hashtagget #irma omdannet til et digitalt sankthansbål af meninger og holdninger, som piblede ud af danskernes lommer i løbet af dagen: Alt fra vantro og benægtelse over vrede til depression og nostalgi. Og, selvfølgelig fristes man til at sige, modreaktionen: skadefryden.
For hvor skal de radikale nu finde deres vælgere, som en spurgte. Andre fremhævede, hvor ligeglade de er med Irma, og at her er det jo sådan set bare markedskræfterne, der viser sig. Hvad, som ikke kan stå, må falde, råbte de liberale. Nogle fra hovedlandet benyttede lejligheden til at fortælle, at Jylland aldrig har haft en Irma, og at det i for sig er for galt.
