Da jeg var dreng, var ’Thunderball’ min favorit blandt James Bond-filmene. Den var ikke lige så god som ’Goldfinger’, der også havde Sean Connery i hovedrollen. Til gengæld udspiller den sig på havets bund ved Bahamas, hvor vandet er lige så turkisfarvet som drinksene.
I 1980’erne viste Palads spionserien i én lang båndsløjfe, og når biografen nåede til ’Agent 007 i ilden’, sad mine kammerater og jeg klar nede i salen med store øjne for at se vores helt dykke rundt blandt damer, hajer og en skurk med klap for øjet. Kulisserne kunne umuligt være mere eksotiske, og udstyret var enhver drengerøvs våde drøm.

