»Der er både business og arbejdspladser, men også en billigere grøn fremtid på spil her. Det er en virkelig historisk dag«, lød det fra klimaminister Lars Aagaard (M), da han for to uger siden satte gang i Project Greensand, som for første gang skulle skyde CO2 ned i et gammelt dansk oliefelt i Nordsøen.
800 tons CO2 kan der være på det skib, der bruger en uge på at sejle frem og tilbage mellem feltet og CO2-kilden i Belgien. Lasten svarer til lidt over 100 danskeres årlige udledninger, og i øjeblikket udleder transporten så meget, at klimagevinsten er minimal. Det lyder ikke imponerende, og projektet er selvfølgelig også et eksperiment, som forhåbentlig kan levere langt bedre gevinster i fremtiden.

