Tanken bag au pair-ordningen er smuk. Unge rejser ud i verden og kan ved at bo i en familie opleve en ny kultur. Som en ældre søskende får de kost, husly og lommepenge mod i højst fem timer om dagen at hjælpe til i familien – på lige fod med de øvrige familiemedlemmer. Au pair betyder netop på lige fod.
Hverdagen er en noget anden for mange au pairer. De er langt mere stuepige end søskende og arbejder alt for meget i forhold til reglerne, viser Politikens dækning. De bliver udnyttet som rengøringspersonale og til stald- eller havearbejde. De er ensomme og isolerede i familierne, nogle mobbes og nedgøres ligefrem.

