Bliver du provokeret, hvis nogen påstår, at du vil kunne udføre det samme arbejde på fire dage, som du i dag når på fem? Er du måske anderledes lydhør, hvis du samtidig får at vide, at du hver eneste uge vil kunne holde en ekstra fridag uden at skulle gå ned i løn? For mange stinker det nok af utopi, og ifølge blandt andre Socialdemokratiet er det netop, hvad det er.
Spørger man i stedet Pernille Garde Abildgaard, der har hjulpet mere end 40 danske virksomheder med at konvertere en 5-dages arbejdsuge til en 4-dages arbejdsuge, og som i næste uge udgiver en bog om emnet, så er det bestemt realiserbart. Faktisk ser hun det ikke rigtigt som en mulighed at gøre andet.


