»Hvis du synes, det, jeg siger, lyder dystopisk, er mit svar: Look behind you. Du lever i den dystopi allerede«

Det skabte heftig debat, da beregninger tidligere i år viste, at danskerne får markant færre børn end ventet. Ifølge Finansministeriet kan konsekvensen blive et dyk i bnp, og erhvervsorganisationer frygter, at beskæftigelsen bliver svær at sikre.

Forfatter og debattør Emma Holten ser udviklingen som et udtryk for, at vi ligger, som vi har redt:

»Man har ikke haft synderlig respekt for det kæmpe arbejde, det er at være gravid, føde et barn, bruge sine hjerneressourcer, sin tid, viden, empati og krop på at holde det i live og give det omsorg. Det er faktisk meget, meget hårdt og meget, meget svært at tage sig af andre mennesker«, siger hun.

»Og når kvinder så holder op med at gøre det arbejde, bliver folk sjovt nok ret sure, for de har jo netop taget kvinders omsorg for givet«, tilføjer hun og fortsætter:

»Det interessante er, at alle ved, at det er meget vigtigt for en økonomi, at der findes arbejdskraft. Det siger sig selv. Men der er ikke nogen stor refleksion over, hvilke ressourcer der skal bruges på at skaffe den«.

Undervurderet

For Emma Holten er negligeringen af familiernes enorme indsats i yngelplejen blot et af mange udtryk for, at vi i det moderne vestlige samfund konsekvent undervurderer værdien af omsorg og det arbejde, der er nødvendigt for at give den.

I sin aktuelle bog ’Underskud’ viser hun, hvordan en masse arbejde, der er helt afgørende for, at vi som mennesker trives, er sunde, raske, glade – ja, simpelthen i live – udføres usynligt og ulønnet. Det være sig omsorgsopgaver som at skifte ble på sit spædbarn, købe ind og lave aftensmad til familien, læse lektier med sønnike, give kæresten et trøsteklem, når chefen har været for hård, eller trøste en ven, der er ramt af kærestesorger.

Værdien af den slags arbejde medregnes ikke i de økonomiske modeller, som mange politiske beslutninger i det moderne samfund afhænger af. For eksempel indgår husholdningernes ulønnede omsorgsarbejde ikke i begrebet bnp, som ellers skal give et billede af et lands samlede produktion. Da økonomer i Finland og England forsøgte sætte pris på det ulønnede omsorgsarbejde i deres lande, endte tallet på henholdsvis 40 og 60 procent af bnp.

Så længe vi bruger økonomiske værktøjer – for eksempel bnp – der er afhængig af, at varer og ydelser har en pris, for at værdien af dem kan fastsættes, vil behovet for og værdien af omsorgsarbejde blive overset, undervurderet eller nedprioriteret i samfundets politiske beslutninger, understreger Holten i sin bog. En time brugt på at putte børn og smøre madpakker vil ikke kunne konkurrere med en time brugt på lønarbejde på arbejdsmarkedet.

»Vi ender i et paradoks: På den ene side fremstår omsorgen som værdiløs, og på den anden side muliggør den alt andet arbejde. Den ’produktive’ del af økonomien har konstant brug for den reproduktive og hiver værdi ud af den, men anser det sjældent for sit ansvar, at den reproduktive del skal være bæredygtig«, skriver Holten i sin bog.

Hvad betyder det for dem, der tager sig af omsorgsarbejdet?

»At alle tjener penge på det ulønnede omsorgsarbejde – undtagen det menneske, der laver det«, svarer Holten.

I yderste konsekvens kan det betyde, at omsorgsgiverne i stigende grad vender ryggen til omsorgsarbejdet: Unge får færre børn, og velfærdssamfundets omsorgsinstitutioner såsom børnehaver, sygehuse og plejehjem får svært ved at rekruttere medarbejdere, påpeger Holten. De problemer, vi omtaler som fertilitetskrisen og rekrutteringskrisen, har med andre ord rod i samme grundlæggende krise: omsorgskrisen.

Den oversete mor

Hvordan endte vi der, hvor omsorgsarbejdet i bedste fald er usynligt, i værste fald opfattes som noget, der trækker kræfter fra den produktive del af samfundet, der skaber vækst og fremgang?

»Helt fra dengang, vi begyndte at grundlægge staten og samfundet, som vi kender det i dag i den vestlige kultur, har der været en gennemgående eksklusion af omsorgen for mennesket«.

En af årsagerne til det finder vi i oplysningsfilosoffernes frihedsbegreb. Holten har med egne ord »ret stor sympati« for deres projekt, fordi det hyldede tanken om det frie individ, der er værdifuldt i sig selv. Men hyldesten til det frie menneske spærrer samtidig for erkendelsen af, hvor afgørende omsorg mellem mennesker er for den enkelte og for samfundet som helhed:

»Frihedsbegrebet og fokus på retten til at være et individ, bliver retten til at være fri for andre mennesker. Fri for at drage omsorg for andre og fri for at være afhængig af omsorg fra andre. Afhængighed af andres omsorg opfattes som et svaghedstegn«, forklarer Holten.

Da den skotske tænker og økonom Adam Smith senere grundlægger økonomi som en moderne videnskab, bliver den tankegang helt tydelig, idet han slår fast, at: »Kun en tigger vælger i det store hele at være afhængig af sine medborgeres velvilje«. Smith selv overså imidlertid fuldstændig, at han var helt afhængig af sin mor, der kokkererede, vaskede tøj og gjorde rent for ham, så han kunne bruge tiden på at filosofere og skrive sin hyldest til det uafhængige individ.

»Det usagte i den vestlige filosofis frihedsbegreb er, at for, at nogen kan være frie og nøjes med at tænke på sig selv, er der andre, der er nødt til at tænke på dem«, siger Emma Holten.

»Senere bliver det nærmest indbygget i den vestlige statsforståelse, at der er nogen, som skal nedprioritere deres egen indtægt og frihed for at passe på andre«.

Investorstaten

Adam Smith er død og begravet. Siden har vi fået velfærdsstaten, som har bragt mange af omsorgsopgaverne – lige fra svangreomsorg til ældrepleje – ud af familiens private rum og ind i velfærdsinstitutionerne, hvor medarbejdere får løn for at tage sig af dem. Samtidig taler politikerne konstant om, hvor afgørende varme hænder er. Så erkendelsen af omsorgens vigtighed og værdi er vel steget betydeligt?

»Men vi undervurderer fortsat, hvor meget værdi omsorgsarbejdet skaber – også det i den offentlige sektor«, siger Holten.

Hun peger på sig selv som et eksempel. Da hun i 2019 fik en kronisk sygdom, var pleje og omsorg fra sundhedssektoren afgørende for, at hun overlevede og kom tilbage til sit arbejde.

»Hvis ikke jeg havde fået den gode behandling, var jeg nok død. Så havde jeg bare været spildt. Alle de penge, jeg har tjent siden, er et afkast af de menneskers arbejde. Det samme gælder for det arbejde, pædagoger og folkeskolelærere gør, men vi regner ikke med den værdi af det«.

Hun opfordrer til en større bevidsthed om værdien af den slags langsigtede afkast af omsorg, når vi beslutter, hvordan vi vil investere samfundets ressourcer:

»For eksempel har vi en masse unge, der står i kø til psykiatrien. På kort sigt vil det være rigtig dyrt at gøre noget ved. Men hvad koster det for dem at stå i kø i årevis? Hvad koster det for alle dem, der elsker dem? For deres familie? For os alle sammen? Måske vil der 10-20 år nede ad banen være en besparelse at hente, hvis vi behandler dem nu. Men de økonomiske beregninger kan simpelthen ikke se så langt frem«.

Er dit budskab, at vi skal udvide de økonomiske regnestykker, så de værdier indregnes?

»Jeg synes, det er fuldstændigt forståeligt, hvis vi ikke kan lave en nøjagtig udregning af omsorgens værdi. Derfor er mit kortsigtede ambitionsniveau, at vi ved siden af de økonomiske råd også har et sociologisk råd og et psykologisk råd, som har nogle andre værktøjer, der i langt højere grad kan indfange det her«.

Så er vejen frem at sætte kroner og øre på værdien af omsorg og få den til at tælle med i de økonomiske modeller, eller skal vi væk fra alle de beregninger og værdiansættelser?

»Vi skal arbejde med begrebet værdi. Men vi skal skrinlægge ideen om, at pris nogensinde indfangede værdi. Pris er et øjebliksbillede, og selv det øjebliksbillede er behæftet med en ufattelig usikkerhed. Værdi handler om kontekst, nutid og fremtid. Det kan aldrig indfanges i et enkelt tal. Priserne giver os en følelse af næsten naturvidenskabelig sikkerhed, men det er en falsk sikkerhed. At skære ned på offentlige ydelser i for eksempel psykiatrien ser i regnearket ud som en besparelse. Men de menneskelige og økonomiske omkostninger på den lange bane kan være fuldstændig svimlende«.

Samtidig opfordrer Emma Holten til, at vi erkender, at vi aldrig kommer til at være helt sikre på de mere langsigtede økonomiske konsekvenser af politiske tiltag. Så hvis vi for eksempel tror, at der vil være en besparelse på længere sigt ved at behandle psykisk syge unge tidligt, må vi gå med den fornemmelse og handle:

»Vi er nødt til at lave politiske satsninger«, siger Holten.

»I dag behandler vi nærmest staten som en husholdning, hvor pengene skal passe hele tiden, men i stedet skal vi i langt højere grad se den som en investor«.

Holten peger på, at det netop var det, vi gjorde, dengang Danmark udviklede sig til en velfærdsstat og udviklede alt fra vuggestuer til offentlig ældrepleje:

»Dengang var Danmark meget, meget fattigere, end vi er nu, og alligevel satsede man og lavede kæmpestore investeringer. De har gjort os til et af verdens rigeste lande«, siger hun.

»I dag kan vi ikke engang finde ud af at give folk gratis tandlægehjælp. Det vidner om afgørende forskellige måder at forstå statens rolle på«.

Er det ikke okay, at de skal finde pengene, før de bruges, så dansk økonomi ikke ender med at have retning mod afgrunden som dengang i slut-70’erne?

»Prøv at høre: Vi står med en helt anden økonomi i dag. Der er så meget værdi i det her samfund. Spørgsmålet er, hvad vi skal bruge den til, og det spørgsmål er politisk«.

Foto: Thomas Borberg

Familieliv som hobby

Ud over at undervurdere omsorgsarbejdets værdi observerer Emma Holten en sejlivet tendens til altid at forsøge at få omsorg så billigt som muligt – og allerhelst gratis. Hun ser det som et kerneelement i vores kulturelle normer og værdier. Det bliver for eksempel tydeligt, hvis man nærstuderer fertilitetsdebatten, mener hun:

»Samfundet har brug for, at kvinder leverer børn, men det har en ret stor interesse i at få det til at se ud, som om det udelukkende er noget, de gør for deres egne skyld, for så behøver man ikke være med til at betale for det. Derfor fremstilles familien som noget, der især har personlig værdi for dig selv. Et slags fritidsprojekt – ligesom hvis du elsker at windsurfe og bruger al din fritid på det«.

Men folk får jo vitterligt også børn for deres egen skyld. For eksempel fordi det er en naturlig drift, der ligger i os.

»Der er da helt sikkert et begær. Men det kommer nok ikke kun indefra«, svarer Emma Holten.

»Der er et ret massivt kulturelt push i vores kultur, der tilsiger, at specielt kvinder, men i det hele taget mennesker, der ikke får børn, på en eller anden måde lever et mindre helt liv, et mindre kærlighedsfuldt liv, et mindre rigt liv, og måske endda, er lidt mindre værd som mennesker end kvinder, der får børn«.

Mange, der læser dette, vil nok tænke, at dit blik på familien som økonomisk dynamo og arbejdskraftproducent for samfundet er rimeligt provokerende. Folk opfatter jo deres familie som født af kærlighed og af ønsket om at være noget for andre. Hvad vil du sige til dem?

»At jeg ville ønske, at familien var mere renset for markedets behov. Jeg ville ønske, at vi havde mere tid og plads til familien. Jeg kæmper netop for, at vi ser værdien i familien, i stedet for at fortsætte, som politikerne gør lige nu. Hvis du synes, det, jeg siger, lyder dystopisk, er mit svar: »Look behind you. Du lever i den dystopi allerede«, siger Holten.

I den seneste tid har bekymrede politikere haft travlt med at hylde familien og det arbejde, den gør. Konservatives Rasmus Jarlov har kaldt det at blive mor »den flotteste forfremmelse, man kan få« og sagt, at »den gifte kvinde med børn er samfundets vigtigste rollemodel«. Man kunne vel mene, at han netop understreger værdien af familien?

»Det der svarer til det honninghjerte, man gav sygeplejerskerne, der knoklede under coronakrisen. Når man gerne vil have omsorg billigt, kan man give dem, der leverer den, en eller anden form for mild kultural anerkendelse, i stedet for at give dem de ressourcer, de har brug for«.

Det gode samfund

Spørgsmålet er, hvad der skal til, for at omsorgsarbejdet får de ressourcer, som det ifølge Holten fortjener. Et skridt i den retning vil ifølge hende være, at vi vender forståelsen af forholdet mellem omsorgsarbejdet og produktions-Danmark på hovedet:

»Tag for eksempel debatten om, at vi mangler arbejdskraft. Her tænker man, at det absolut vigtigste er, at folk går på arbejde, fordi det private erhvervsliv skaber værdi og betaler for den offentlige sektor og velfærd, og vi tjener penge, så vi får råd til tid sammen med vores børn. Men faktisk foregår der jo også en værdiudveksling den anden vej. Den private sektor har om nogen brug for, at vores børn ikke mistrives, for hvad vil den nuværende trivselskrise ikke betyde, når børn bliver til arbejdskraft senere i livet«.

Det er lidt sjovt, at selv om du taler imod økonomernes evige cost-benefit-beregninger, ender du hele tiden selv med argumenter, der ligner deres. Når du taler for ressourcer til omsorgsarbejdet, så er argumentet, at investeringen kan betale sig.

»Jeg siger bare, at selv hvis vi kun har økonomiske briller på, er det dumt ikke at tillægge omsorgsarbejdet den værdi, det har«, svarer Holten.

»Men ultimativt er mit argument, at når økonomien har magt over politikken, er vi ude af stand til at stille helt fundamentale spørgsmål om, hvilket samfund vi godt kunne tænke os at leve i. Hvad er det gode samfund? Hvad er politikernes opgave over for deres borgere? Fordi økonomiens sprog er så magtfuldt, er vi endt i et politisk projekt, som bare er at øge væksten«.

Men Socialdemokratiet, regeringens største parti, har jo om nogen vælgere, der stiller krav om omsorg og velfærd. Så er det ikke grove løjer at sige, at de alene er optaget af vækst for vækstens skyld?

»Det interessante er vel, hvornår de rent faktisk begynder at eksekvere på al den snak om velfærd. Vi ser ingen handlekraft«.

Men meget af den politik, man forsøger at lave nu; for eksempel når man vil have sygeplejerskerne op på fuld tid, kan også opfattes som omsorg for omsorgen. Det, politikerne siger, er vel i bund og grund: Vi har mere brug for, at du bruger dine kræfter på at pleje nogle dødssyge patienter og redder liv, end at du holder fri og bager boller og går på legeplads med dine børn. Det handler om omsorg og ikke bare om at skabe vækst og fylde flere skattekroner i statskassen.

»Ja, der er en hyperefterspørgsel på omsorgsarbejdskraft – både lønnet og ulønnet. Og så prøver man ligesom at få mere af den, samtidig med at man sænker omstændighederne for at udøve den. Vi vil stadig have omsorgen billigere end det, den er værd. Det er det, der er problemet«.