’Art of seduction’ er en svær bog at placere i sin bogreol. Inde i stuen går ikke, der står den og råber dårlig smag og mindreværdskompleks. Endnu mere upassende i soveværelset: Dér skriger den sexhule, måske endda fælde. Siden jeg købte den for nogle år siden (RESEARCH!! det var til research), har jeg derfor haft den liggende nede i kælderen. Hvorfra jeg selvfølgelig straks hentede den op, da Peter Vesterager gjorde den til tophistorie omkring landets kaffemaskiner ved at tage den med i et af Danmarks mest sete realityprogrammer, ’Bachelorette’.
Bogen er, som titlen afslører, en guide med tips og tricks til at forføre. Og tilsyneladende den lige vej til en offentlig gabestok. På Instagram-kontoen @bachelor.amalie blev Peter Vesterager associeret med »kvindeundertrykkende« typer som ’Incels’ og ’pick up artists’. Det vil sige henholdsvis mænd, der hader kvinder uden at score, og mænd, der hader kvinder, selvom de scorer. Til Berlingske sagde kønsforskeren Christian Groes, at bogen er et udtryk for »tab af magt« og til TV2, at det var »en form for smuthul i en tid, hvor vi ellers har fået en samtykkelov, og hvor kvinder er meget bevidste om magt og grænser«.
