Jeg er vel medlem af den berømte økonom Jørgen S. Dichs ’herskende klasse’. Jeg er akademiker. Ansat i centraladministrationen. Min løn er pæn. Alligevel må jeg nikke anerkendende mod de bølgeskvulp, som Dichs debatbog ’Den herskende klasse’ skabte i 1973, og de spor, vi stadig ser i dag.
’Den herskende klasse’ er en klassiker, på hvis skuldre mange kritikere af den offentlige sektor sidder. Også i dag. Dich var selvfølgelig ikke den første til at beskylde det offentlige for at være både dyrt og ineffektivt. Men han kombinerede kritikken med en marxistisk inspireret analyse af den offentlige sektor som en undertrykkende magthaver med egne interesser. Grundtesen er, at alle handler efter deres interesse som klasse. Samfundets herskere legitimerer deres herredømme gennem kultur, uddannelse og fortællinger. Ideologi. Og ifølge Dich anno 1973 er de offentligt ansatte blevet den nye herskende klasse. Befolket af en grådig og selvsupplerende kaste af akademikere, der udbytter resten af befolkningen.
