»Jorden indtager en bestemt hældningsgrad i himmelrummet, og det er midsommer. Det er de længste dage og de korteste nætter. Det er den tid, hvor dag og nat løber sammen i en svimmel helhed, hvor døgnet bliver et mere reelt begreb end dag og nat, og hvor mennesker bliver urolige af hele den rundgang af lys og ro, som pludselig er blevet deres tilværelse«. Fra ’Forsvundne Somre’ af Knud Sønderby (1946).