Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen peger 20. september på det upassende i, at Dennis Nørmark og jeg bruger udtrykket ’dygtige røvhuller’ i bogen ’Gid min chef var høvding’. Det er et udtryk, vi vælger til at beskrive chefer, der er udpræget tyranniske, dominerende og kontrollerende i deres adfærd.
Mette Davidsen-Nielsen har ret i, at udtrykket er voldsomt, men jeg vil gerne minde om, at vi gør langt mere ud af at beskrive den psykologi og det system af idealer, ledelsesfilosofier og rekrutteringsmekanismer, der skaber tyranniske chefer. Vi har ikke haft til hensigt at stigmatisere magthavere over én kam – chefer, politikere og andre overordnede. Det er bestemt ikke vores mening at udskamme ledere. Tværtimod. Håbet er at få flere gode og tillidsvækkende ledere i vores organisationer – og få tilføjet langt mere diversitet i magtens fordeling.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.



