Vi er nødt til at sige det, som det er: Det er hårde tider at være en helt almindelig mand – og især hvis man er lidt grim.
I en verden, hvor datingapps som Tinder, Happn og Hinge dominerer kærlighedsmarkedet, er det blevet klart, at kun de pæneste mænd har adgang til kærligheden, mens vi andre må stå tilbage med tomme profiler og en overbevisning om, at vi aldrig skulle have droppet fitnessmedlemskabet.
I gamle dage havde vi charme og selvtillid som virkemidler. I dag har vi algoritmer og højre-swipes. Moderne dating handler ikke længere om personlighed, humor, eller om, hvor god du er til at fortælle røverhistorier over en øl. Nej, den digitale kærlighedsøkonomi er brutal og uretfærdig: Kun den absolutte top af mændene, målt på udseende, har adgang til det, vi andre søger.
Resten af os er reduceret til at være dem, der fylder op i bunden af statistikken – en slags dating-appens version af ’restaffald’.
Der er en kulturel ubalance, vi ikke taler om. Det er socialt acceptabelt at sige, at en mand er grim.
En mand kan få at vide, at han »ikke er lige så flot som sin ven«, eller at han »skal tage sig sammen«. Hvad der i bedste fald er venligt drilleri dækker over et reelt problem: Hvis du ikke passer ind i det perfekte billede, bliver du ikke valgt – hverken i appen eller i livet.
Når vi hver søndag sidder med vores nul matches og tomme beskedindbakke, kan vi kun konstatere, at det digitale kærlighedsmarked er som en fodboldkamp, hvor nogen allerede har scoret alle målene, før vi overhovedet er kommet på banen.
Selvfølgelig skal vi som mænd have et ideal at stræbe efter, der kan motivere os. Men selv om skønhedsindustrien for plastikkirurgi blomstrer, bør vi ikke miste respekt for det naturlige – eller det gennemsnitlige. Vi bør værne om mangfoldigheden i vores udseende og ikke lade os presse ind i en ensartet form, hvor vi alle ender som livløse ’Ken-dukker’.
Selvfølgelig er der humor i situationen. Vi har stået der selv, overvejet at tage en selfie i en skarp vinkel til vores profiler, droppet det, og i stedet taget det gode gamle gruppebillede fra en fest. Man håber desperat, at ingen spørger, hvem af de seks mænd på billedet du egentlig er. Vi kender realiteterne.
Men lad os ikke glemme, at det ikke altid har været sådan.
Kærlighed plejede at handle om det virkelige liv – mødet i bussen, kaffekøen eller til en fest. Her kunne vi grimme mænd stadig være sjove, kække og charmerende. Der var plads til, at personligheden kunne få lov at skinne igennem.
I dag er det ingen hemmelighed, at datingapps favoriserer et overfladisk førstehåndsindtryk: Du er din kæbe, dine muskler og din højde.
Måske er det tid til at gentænke kærligheden og dens værdier. Til alle jer, der swiper derude: Giv os grimme mænd en chance. Vi lover at være sjovere, sødere og bedre til at planlægge daten end de der topti-typer, som alligevel bare serverer en filterkaffe i deres stramme T-shirts og sweatpants.
Til alle jer i samme situation: Vi er også grimme. Vi er flere, end vi tror, og selvom vi er blandt de nederste 90 pct., har vi stadig noget at byde på. Drop selvmedlidenheden, grin af det hele, og husk: Nogen skal jo tage sig af de mere realistiske billeder af kærlighed.
Indtil videre venter vi på den dag, hvor verden opdager, at personlighed faktisk vejer tungere end en skarp kæbelinje. Indtil da ses vi i bunden af Tinder, hvor vi i det mindste kan være grimme sammen.
fortsæt med at læse
