Influencere bliver anklaget for alt lige fra at være skyld i en større negativ klimapåvirkning til at udtale sig om emner, de ikke har forstand på, og skabe dårligt selvværd blandt unge og endda at tjene penge. Og det er da også nemt: Unge kvinder med dyre tasker og sko, restaurantbesøg i et væk samt rejser, der kan prikke til ethvert ungt menneskes fomo (fear of missing out, red.) og få selv de mest udfarendes liv til at ligne leverpostej og socialrealisme. Men handler kritikken i virkeligheden om jantelov, og at forandring i mediebranchen er svær?
For mange af de problemer, man skyder influencerne i skoene, gælder bredt for markedsføring og er ikke nye omstændigheder: Det er ikke nyt, at reklamer bruger skønhed som virkemiddel og fremmer mindreværdsfølelse hos modtageren. Det er heller ikke nyt, at man bruger et kendt ansigt som blikfang.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

