Vi er ganske få private jordemødre, der tilbyder fødselshjælp. Lidt højt sat har vi måske været 15 på landsplan, der har tilbudt det. Af de ca. 15 har 5 fået inddraget (eller selv afgivet) deres autorisation. Det er en tredjedel af vores private stand. Ud af de tusindvis af jordemødre, der arbejder med fødsler inden for offentligt regi, kender jeg kun til en enkelt, der i samme periode har mistet sin autorisation. Staklen kom til at give en patient en tidobbelt dosis morfin; det endte fatalt for både mor og barn. Undskyld, har lige googlet – hun mistede ikke sin autorisation, hun fik en bøde i retten. Jeg kender således ikke til en eneste offentligt ansat jordemoder, der i min periode som privatpraktiserende har fået indskrænket sit virksomhedsområde eller har mistet sin licens. Det kan være, de findes, men der er en meget skæv fordeling af denne voldsomme, indgribende straf i et menneskes arbejdsliv.
Mulige forklaringer kunne selvfølgelig være, at privatpraktiserende jordemødre var ca. 500-1.000 gange dårligere til deres arbejde end deres offentligt ansatte kolleger. Det er en mulighed. Men spørg dig selv, om det er dem, der er dårligst til jeres fag og har mindst erfaring, der vælger at gå selvstændigt inden for dit fagområde?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

