Jeg husker det endnu: en studentervogn fyldt med unge mennesker, musik og glæde. Og så hende. Hun sad der fysisk sammen med de andre, men hun var ikke rigtig med. Ingen sagde noget grimt. Ingen skubbede hende væk. Ingen gjorde noget forkert. Og alligevel kunne alle se det. For kroppen ved godt, om den hører til. Eller om den bare er til stede. Det gjorde ondt helt ned i maven at se. Måske fordi jeg havde set det før.
Jeg havde set det, når de unge var samlet inden gymnasiefesterne. Set, hvem der blev opsøgt. Hvem der blev ventet på. Hvem der blev grinet med. Og set, hvem der ikke blev det. Vi voksne så det. Lærerne så det. De unge så det. Jeg så det. Alligevel skete der ingenting. Ingen af os gjorde noget. Ingen af os brugte vores dømmekraft.
