Mine børn har ikke emneuge om forurening i drikkevand, de har aldrig plantet et træ, og jeg har ikke købt aktier i en vindmølle. Det var den slags, man gjorde, dengang der stadig var håb og tro på, at vi som samfund kunne løse problemerne, skriver Sofie Hjorth Schausen.  Foto: Miriam Dalsgaard

Jeg har brugt år på at rejse ud for at fortælle klimahistorier, som næsten ingen vil høre – og undervejs er der sket noget med både mit håb, min moral og min familie, som jeg har svært ved at indrømme.

Jeg lyver for mine børn om verdens tilstand for at gøre dem trygge

Mine børn har ikke emneuge om forurening i drikkevand, de har aldrig plantet et træ, og jeg har ikke købt aktier i en vindmølle. Det var den slags, man gjorde, dengang der stadig var håb og tro på, at vi som samfund kunne løse problemerne, skriver Sofie Hjorth Schausen. Foto: Miriam Dalsgaard

Jeg bliver mere og mere desperat: »Hvorfor vil ingen høre om det, der er ved at ske med vores stakkels planet?«

Men jeg er ikke en skid bedre selv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her