Jeg har brugt år på at rejse ud for at fortælle klimahistorier, som næsten ingen vil høre – og undervejs er der sket noget med både mit håb, min moral og min familie, som jeg har svært ved at indrømme.
Jeg lyver for mine børn om verdens tilstand for at gøre dem trygge
Mine børn har ikke emneuge om forurening i drikkevand, de har aldrig plantet et træ, og jeg har ikke købt aktier i en vindmølle. Det var den slags, man gjorde, dengang der stadig var håb og tro på, at vi som samfund kunne løse problemerne, skriver Sofie Hjorth Schausen. Foto: Miriam Dalsgaard
Da jeg var helt ung mor, brændte min 1-årige søn sig på hånden med kogende vand, og næste dag begyndte en mørk streg at bevæge sig fra hans hånd op ad armen. Jeg gik i panik, fordi jeg troede, han havde fået blodforgiftning og måske kunne dø, og mens jeg ringede 112, kom jeg til at tænke på opvasken, der skulle tages. Det chokerede mig, at jeg kunne tænke på noget så banalt i en så alvorlig situation. En absurd måde at håndtere min panik på.
Jeg tror, det er lidt det samme, vi gør lige nu kollektivt. Mens Amazonas er ved at nå sin tærskel, fiskebestandene kollapser, indlandsisen smelter, og oversvømmelser og skovbrande tager til, også i Europa, snakker vi om, hvordan mågerne er begyndt at komme tættere på, den benhårde jagt på en vestjysk problemulv, hvor tykke dynejakker man må have på i gymnasiet, og at Novo endelig har droppet Nordisk.
142 kr. for resten af året
Politiken fylder 142 år, og derfor kan du læse og lytte med resten af året for kun 142 kr. Er der en bedre måde at fejre os selv på? Nej, det synes vi heller ikke.
