»Socialisterne vandt midtvejsvalget i USA«, skriver Enhedslistens strategichef Jakob Lindell Ruggaard i Politiken (10.11). Det er en besnærende udlægning for sådan nogle som mig, der ellers gerne ser socialismen vinde frem. Desværre er den også for nem. Valget var først og fremmest en overvældende sejr for demokraterne og en lussing til Donald Trump og hans upopulære migrationspolitik, krigsførelse mod Iran og alliance med det stadig stærkere tech-oligarki. Og ser man nærmere på, hvem der egentlig vandt valgene til Senatet og Repræsentanternes hus rundt omkring i landet, er der ikke meget, der tyder på, at amerikanerne i særlig grad stemte socialistisk.
For det første er det værd kort at afmontere påstanden om, at socialister skulle have vundet markante sejre. Hverken Talarico i Texas, El-Sayed i Michigan eller Troy Jackson i Maine er socialister, selv om de både kan klassificeres som relativt progressive og i nogen grad har nydt opbakning fra blandt andet det stadig mere fremtrædende Democratic Socialists of America (DSA). Denne gruppe, der blandt andet tæller Alexandria Ocasio-Cortez og den nyvalgte borgmester i New York, Zohran Mamdani, blandt sine medlemmer, lykkedes det i fortrinsvis sikre demokratiske valgkredse at få valgt otte kandidater til Repræsentanternes Hus, hvor der var 435 pladser på valg. Det var seks flere end ved sidste valg for to år siden, men ikke et jordskred.
