Politiken-segmentet fornægter masseindvandringens problemer

Når tingene spidser til, bliver de ofte meget klare. Det gælder også og ikke mindst begrebet ytringsfrihed.

I al almindelighed og når der holdes grundlovstaler, er alle for. Når spørgsmålet bliver konkret, er der ganske mange, der tager forbehold: Sådan var det jo heller ikke ment. Der er ytringsfrihed for mig og mine venner, der mener som jeg, og som forstår at veje deres ord, men for de andre ...

Attentatforsøget på Lars Hedegaard er en sådan klargørende begivenhed. Lige efter forsikrede alle om deres afsky og afstandtagen fra drabsforsøget. Det er jo en ganske gratis omgang.

Men hurtigt vendte det, og forbeholdene er siden blevet opmarcheret. Ikke nok med det – infamiteterne har haft kronede dage – ikke mindst i Dagbladet Politiken.

Som sagt er der ingen grund til at notere sig, at også dette højere organ og dets meningsmagere tager afstand fra drabsforsøg. Det er trivielt. Man skal notere sig alt det, denne rituelle afstandtagen garneres med.

Der er for det første alle de tillægsord, der rituelt bliver klistret på Hedegaard. Han beskrives som forvrøvlet og hadefuld, et patetisk fjols, indskrænket, fanatisk og rabiat, ja som »plim« – dvs. gal og uden for normale og anstændige menneskers sfære.

Man fortsætter altså den dæmonisering af manden, der har stået på i årevis, og som måske kan få ubefæstede sjæle til at mene, at en sådan forkastelig person er frit bytte.

Det mest infame er dog de kun nødtørftigt skjulte påstande om, at Hedegaard i virkeligheden er godt tilfreds med anslaget mod hans liv. Overskriften på Bettina Heltbergs kommentar i Politiken lød: ’Så kom Lars Hedegaard i hus: Han blev offer’. Det er muligt, at den ikke er hendes egen, men den passer godt til kommentarens indhold.

Samme opfattelse, bare endnu mere utilsløret, luftede en af avisens faste meningsmagere, direktør Peter Mogensen. De fleste kender ham vel fra et fast tv-program, hvor han igen og igen har demonstreret, at hans verden er den snævre Christiansborg-taktiske.

Hans angreb på Hedegaard drejer da også lynhurtigt ind på Mogensens hjemmebane. Mogensen ærgrer sig noget så grusomt over, at Hedegaard ligesom Pia Kjærsgaard opnår martyrstatus.

Han afslører i forbifarten, at han er dybdepsykolog, for han ved, at Hedegaard har nydt sit eget spejlbillede, da han efter »det påståede håndgemæng« fik mulighed for at udtale sig til medierne.

Mogensen, der om nogen har haft og har privilegeret adgang til både trykte og elektroniske medier, hvor han tydeligvis nyder om ikke sit eget spejlbillede, så sig selv, er forbitret over, at Hedegaard – der minsandten ikke er forvænt med at komme til orde i de store trykte og elektroniske medier – nu pludselig ramte overskrifterne.

Det er jo også for galt, at denne rabiate mand, der med sine gale synspunkter jo nok selv har fremkaldt attentatforsøget, får medieomtale. Han forurener jo avissiderne og tv-skærmene!

Men det vigtigste for Mogensen er som nævnt det indelukkede Christiansborg, hvor attentatforsøget angiveligt næsten fremkaldte panik i spindoktorkorpset. Ja, man holdt ligefrem vejret på Christiansborg.

Det viser sig, at Hedegaards dødssynd er, at han har skadet regeringen og især Socialdemokratiet. Og til gengæld gavnet Dansk Folkeparti. Den slumrende udlændingesag lurer nemlig lige under overfladen, selv om undersøgelser viser, at danskerne ikke er racister.

Hvad den dybere sammenhæng med det sidste udsagn er, er uklart. Kan man ikke interessere sig for de store problemer, masseindvandringen har skabt, hvis man ikke er racist?

Det fælles træk ved disse kommentarer – og såmænd også de professionelle politikeres – er, at substansen i sagen er ganske og aldeles fraværende. Eller rettere: Den fornægtes.

Ingen af dem, der slynger disse infame og injurierende påstande ud i luften, har seriøst forsøgt at læse, hvad Hedegaard skriver i sine bøger og sobre artikler. Alle fortrænger de kæmpeproblemer, som Danmark og Europa står midti som følge af masseindvandringen fra muslimske stater.

Men disse ubehagelige ting i den virkelige verden taler man ikke om i de bedre kredse. For så ville man blive nødt til at beskæftige sig med noget substantielt i stedet for infamiteter og mediespin.

Hvordan man er i stand til at fortrænge den foruroligende udvikling, der finder sted i alle europæiske storbyer med de stærkt voksende parallelsamfund og sharia-beherskede zoner, er en gåde.

Men hvis man afviser al information herom som vrøvl fra hadefulde og patetiske fjolser, kan man nok endnu i nogen tid bilde sig ind, at alt er i den skønneste orden, og her går det godt, fru kammerherreinde.

På en måde forstår jeg godt, at et menneske som Lars Hedegaard for dem er uforståeligt. Han siger sin mening om meget ubehagelige ting uden at tage hensyn til, om det bringer ham ind i varmen, hvor flertallet af intellektuelle går og hygger sig.

Han mener ligefrem, at intellektuelle har pligt til at sige sandheden, som de efter bedste overbevisning på empirisk grundlag mener, den er.

En så mærkelig mand skal naturligvis kanøfles af de snadrende ænder i den danske andegård.