Debatindlæg af

Mads Zacho TeglskovSatireredaktør

Rasmus Brygger

Politiken udstiller selv privatpersoner i sine spalter

Lyt til artiklen

Det er svært at være uenig, når Politikens leder kritiserer Dansk Folkeparti for deres nye annonce. Det er, som der skrives, at skæmme hundredevis af navngivne lovlydige borgere (…), ved at sætte dem ind i en ydmygende og urimelig sammenhæng.

Det er dybest set topmålet af usmagelighed på denne måde at udstille private mennesker for at fremme en politisk sag.

Men det kan alligevel undre, at det er netop Politiken, der fører an i forsvaret for privatlivets fred.

LÆS MERE

DF-annonce: Nye statsborgere er chokerede over mistænkeliggørelse

I november sidste år blev jeg sammen med cirka 100 andre borgerlige unge hængt ud i Politikens spalter for at være et samlebåndsprodukt af 'meningsfabrikken' Cepos-universitetet; et kursus, der har til formål at udbrede ideerne om frimarkedstænkning.

Jeg har selv valgt at træde ind i den offentlige arena, men en stor del af mine studiekammerater fra Cepos fik aldrig et valg og blev ufrivilligt og ved fuldt navn hevet igennem Politikens propagandamaskine.

Selv om jeg selv og alle mine medalumner alle havde en politisk bevidsthed lang tid før kursets start, så blev vi i Politiken fremstillet som indoktrinerede unge meningssoldater for en undergrundsbevægelse i ledtog med de ondeste kapitalister i landet.

Det er uden tvivl langt, langt værre at blive fremstillet som potentiel terrorist, end hvad Politiken kan skrive om borgerlige unge, men princippet om privatlivets fred må vel stadig gælde?

Det er uanset hvad uanstændigt for en avis at udstille en liste af private mennesker, hvis eneste fællesnævner er, at de indgår i samme netværk. Uanset om det er liberale, autonome, nynazister, udlændinge eller medlemmer af en boligforening, så bør aviserne respektere privatlivets fred.

Fælles for både nydanskerne og mine studiekammerater er altså, at de ikke har ønsket at medvirke i en politisk kamp. Til Dansk Folkepartis forsvar videreformidlede de kun allerede offentlig tilgængelig information.

DF beskyldes for at mistænkeliggøre 684 nye statsborgere i annonce

Politiken gik til gengæld på gravearbejde og endevendt Facebook og Linkedin for formodede alumner i Cepos-netværket.

Kan vi ikke blive enige om, Politiken såvel som Ekstra Bladet, at lister med privatmennesker, der intet har gjort galt, ikke hører sig til i avisers spalter?

Dansk Folkepartis kampagne er en skændsel. Men det kan Politikens artikler også være, når skytset rettes den anden vej.

Herfra skal komme en opfordring til Politikens lederkollegium om at træde ned fra deres høje hest.

I har ingen ret til at kritisere Dansk Folkeparti for at ofre et stort antal af borgeres gode navn og rygte for at rejse et politisk problem, når I selv gør præcis det samme, hvis blot anledningen passer.

Rasmus Brygger

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her